Mit setup bestod af min mountainbike, som var den eneste, jeg havde med på ferien. Den er ikke ideel til bikepacking på grund af alle kablerne på styret og ingen plads til en stel taske. Jeg formåede dog at få en styrtaske på uden at bøje nogen af kablerne for meget, saddeltaske var intet problem, og selvfølgelig  skulle jeg også bære min egen rygsæk – med det meste af udstyret til os begge. 

I hovedtræk bestod vores pakkeliste af et telt, liggeunderlag, soveposer, ekstra regntøj (som var nødvendigt), mad, en bog, lidt værktøj, tændstikker og diverse andre ting for at gøre turen vellykket.

Vi havde valgt et sted 25 km væk, og jeg anede ikke, om det var for stor en mundfuld for en 5-årig på en 14-tommer cykel med singlespeed. Planen var at tage det roligt, uden stress, holde alle de pauser, vi havde brug for, og bruge tid på at udforske landskabet. At holde begejstringen høj var nøglen.

Vi tog af sted kl. 14 og kørte ud af den lille by Vejers Strand, og efter få kilometer drejede vi til højre ind på den mest frygtede grussektion i området. Kallesmærsk Hede. 7 km løst grus, og vejen går direkte sydpå, man kan se flere kilometer ned ad vejen. Og ved at kigge fremad ser det ikke ud til, at man kommer nogen steder. For mig virkede vejen meget lettere end normalt, nok fordi vi kørte på grusvejen med omkring 11-12 km/t. 

“Far, jeg tror, mine ben gør lidt ondt” – begyndte hun at sige 1/3 af vejen ind på Kallesmærks Hede og kun 6 km hjemmefra. "Skal vi holde en pause," spurgte jeg hende. "Hvis du synes," svarede hun. Ja, selvfølgelig, lad os holde en pause og udforske omgivelserne. 

Vi stoppede og strakte benene, kiggede på nogle militærhuse lige ved vejen. Grusvejen i Kallesmærks Hede er en del af Danmarks største militære øvelsesområde, tæt på Oksbøl. 

Man kan jævnligt høre kanonerne og se tanks og andet pansret materiel køre rundt i landskabet. Det er også en af grundene til, at det ikke er tilladt at gå ind i området og ind i husene. Denne lå kun 10 meter fra vejen, og uden nogen i syne tjekkede vi den alligevel ud. Ikke meget at se der i det tomme træhus, men stadig interessant for et lille barn, og det udløste spørgsmål som "hvem bor der?" "Hvad træner militæret til?" 

Efter lidt frem og tilbage om militæret i en kontekst, der gav mening for en 5-årig, spurgte jeg, om vi skulle af sted. "Må vi få et stykke slik, inden vi tager af sted?" spurgte hun – efterfulgt af nogle kloge ord om, at jeg også spiser meget, når jeg cykler for at holde energien oppe. Okay, vi delte lidt slik, og så tilbage på cyklerne. Kort efter begyndte regnen at vælte ned, og vi stoppede for at tage regnjakker på. Regnen var ikke et problem med vandtætte tasker, og da det var en varm dag, frøs vi ikke.

Resten af vejen på den grusvej så vi nogle udbrændte tunge køretøjer, mødte andre bikepackere og så nogle rådyr i udkanten af en skov.

Når man forlader Kallesmærk Hede, ankommer man til Blåvand, som er et meget populært sommerdestination for mange danskere og mindst lige så mange tyskere. Vi havde allerede derhjemme aftalt, at vi ville holde en lille pause i Blåvand, og med nummeret 13 km hjemmefra var dette en god mulighed for at få nogle forfriskninger, og faktisk det eneste sted, det viste sig.

 Vi tog til "Bolche butikken", hvor vi afgav vores ordre. Softice med lakridstopping og varm kakao til den lille, og sort kaffe fra kanden og to kugler is til mig. For mange turister i Blåvand til min smag, så jeg sørgede for, at vi ikke blev for længe. 

Vi fortsatte, og fra nu af var det asfalt de næste 10 kilometer fra Blåvand til Ho. En lang strækning på asfalten, hvor Edith igen begyndte at sige noget om, at hendes ben var trætte. Jeg prøvede at teste hende lidt og spurgte, om hun ville hjem? Hun kiggede mærkeligt på mig og spurgte tilbage, "hvorfor skulle vi hjem?" - og vi trådte bare videre, og efter et par minutters radiotavshed sagde hun; "Far, der er længere hjem end til campingpladsen". 

Kort efter så vi en frø, smed cyklerne og jagtede den ned i grøften. Ikke længere bekymret for ømme ben.

Jeg havde den idé, at vi kunne købe lidt ekstra til aftensmaden, når vi ankom til Ho, men ingen indkøbsmuligheder i miles fik os til at tage et par sjove omveje til en cykelcamping, fodboldgolfbane og til sidst Blåvandshuk Golfklub, hvor vi købte drikkevarerne til aftenens middag. Øl og sodavand.

Et par kilometer udenfor Ho ankom vi til Skallingen, som er en halvø i Vadehavet. Den strækker sig 7 km og er et fantastisk fladt landskab, hvor man i det fjerne kan se en silhuet af Esbjergs industrihavn. Det er virkelig et besøg værd og er let tilgængeligt på cykel, og vejen derud minder mere om en cykelsti end en faktisk vej.

Vi slog lejr ved Ho Elipsen, hvor der er et shelter, bålplads og et stort område til opsætning af telte. Klokken var omkring 18, så jeg skyndte mig at sætte teltet op og ville starte bålet hurtigst muligt – velvidende hvordan mindre børn reagerer på at være sultne ;-)

Vi skulle stadig samle brænde, så vi gik ind i skoven og endte med at udforske stedet, som var ret magisk. Brænde blev til sidst fundet, og det var ikke en nem opgave på grund af alt det regn, vi havde haft dagen før og tidligere på dagen. 

Jeg havde ret besvær med at få gang i bålet, og kun med hjælp fra de aller sidste grillbriketter lykkedes det os. Jeg begyndte at tænke på plan B'er og C'er angående mad, men vi klarede det.

Menuen var pølser og små pandekager, som vi kunne pakke dem ind i. Edith overvågede bålet, og jeg dækkede bordet. Pandekager med pølser og ketchup rullet sammen var en velfortjent middag, og vi nød den i fulde drag, siddende der i solnedgangen. Jeg med en Odense Pilsner købt i golfklubben og Edith sin sodavand. Det var et ægte far-datter-øjeblik at sidde der og tale om alle de oplevelser, vi havde haft, og de udfordringer, vi stod overfor. Hun var glad og stolt, og det var jeg også.

To pandekager tilbage, en banan og en lille plastikpose med Nutella hjemmefra. Hvilken dessert vi lavede os, simpel, men kunne ikke have været bedre i disse omgivelser.

Klokken var 20.30, og Edith begyndte at tale om at gå i teltet. Hun gik ind, og jeg ryddede lidt op, og bagefter lå vi begge i vores soveposer. Vi sluttede dagen med at læse den store historie om Pippi Langstrømpe, og et par sider inde var hun faldet i søvn. Vi sov som babyer og vågnede først næste morgen, da min bedre halvdel ankom med vores etårige, med kaffe, boller og ost. Fortællingen startede straks. Alle skulle høre om eventyret fra dagen før.

For at opsummere, havde vi et fantastisk mikroeventyr med et ret let setup. Vi kunne have klaret os uden teltet og bare sovet i shelteret. Tasker, jeg brugte, var en 14L saddeltaske, en 9L styrtaske og en rygsæk.

Som forberedelse til at tage på tur med et lille barn, synes jeg, det var vigtigt at tale om turen på forhånd. Specielt længden og udfordringen ved en sådan tur. Vi endte med 27 kilometer, tog alle de pauser, vi havde brug for, og sørgede for at udforske omgivelserne, når der var noget interessant.

Tilbage til overskriften på dette blogindlæg - Ja, det kan man :-)