På en mørk novembermorgen blev jeg hentet af min ven kl. 4. Vi skulle til Marokko for at køre gravel med Running26, et rejse- og eventyrfirma specialiseret i skræddersyede arrangementer for eventyrere. Vi proppede vores cykeltasker ind i en stor taxa og tøffede afsted til lufthavnen for at møde de 35 andre grusnørder, der elskede gravel nok til at stå ud af de varme senge på dette gudforladte tidspunkt.

Efter 4,5 timer i luften, hvoraf jeg stolt formåede at sove 4, landede vi i Marrakech. Vi fik hurtigt vores cykler ud bag disken for oversize bagage og vi kunne alle ånde lettet op efter at have kropsvisiteret vores rammer og bagskiftere uden at finde nogen skader. En del af gruppen havde lejet cykler fra en cykelbutik i byen, som vi tog hen til for at skifte tøj, få styr på alt vores udstyr og hente de marokkanske grusmaskiner til resten af gruppen. Solen skinnede fra en knaldblå himmel og med et blink havde jeg glemt alt om de 0 grader derhjemme i mørket; mine tanker var kun rettet mod, hvad de næste fire dage på cyklerne ville byde på.

Starten på første etape var fra en parkeringsplads i udkanten af byen, hvor vi kunne se Atlasbjergene i horisonten. Vi kørte afsted i 4 grupper ledet af de lokale guider, som var med os hele turen og kendte alle de små grusveje, som man ikke kan finde på Google Maps. Min gruppe havde fået en marokkansk MTB-mester som leder, og jeg lærte hurtigt, at jeg ikke skulle forsøge at følge hans spor. Han kørte hele turen på en mountainbike, og vi var alle lidt misundelige, da vi den første dag stiftede bekendtskab med karakteren af ret ujævne ørkenveje.

Målet på dag et var en beduinlejr i bedste luksus 'glamping'-stil. Vejen gik gennem ørkenen med mange små udtørrede flodlejer, vi skulle krydse, stejlt op og ned. Man skulle koncentrere sig og holde godt fast i styret, mens man vænnede sig til den stenede ørkenoverflade. Det var dejligt, barskt og "drømmende" at cruise rundt i dette meget eksotiske, men barske landskab, mens man havde lidt for få timers søvn i banken. Som vi bevægede os hen over de tørre støvede veje, mindede jeg mig selv om film med mennesker strandet i ørkenen, der kun tænkte på vand. Der var ikke en dråbe i miles omkreds, og jeg var ekstra glad for at have fyldt to dunke før turen. Med ret dårlige "flyveben" og mangel på søvn syntes ikke alle i gruppen, at den lange sandkasse, vi stødte på, var en så stor gave, som vores guide havde tænkt sig. Sandbankerne i Koksijde virkede som en lille sandkasse sammenlignet med dette ca. 1 km lange stræk i et udtørret flodleje dækket af dybt tørt sand. Det sendte alle de blege danske grusfolk igennem møllen, og der var ikke én af os, der ikke måtte give op i dette 'jorden-er-giftig-spil' og se sig selv halvløbende i fortvivlelse, dybt nede i det tunge sand.

Indsvøbt i et fint lag rødligt ørkenstøv ankom vi til vores luksuslejr for natten, placeret på toppen af en højderyg i ørkenen. Mod syd kunne vi skimte konturerne af Atlasbjergene, og mod nord glimtede lysene fra Marrakech, da mørket sænkede sig. Vi blev indkvarteret i top-tunede telte, der mest af alt mindede os om et stort privat luksushotelværelse med højt til loftet. Energi-niveauet i gruppen var på et lavpunkt under middagen, som blev serveret i bedste marokkansk stil. Vi sad på gulvet ved et langt bord og fik serveret den ene lækre ret efter den anden direkte fra de dampende taginer. Efter måltidet blev et par stykker siddende og kiggede på den ret betagende stjernehimmel ved bålet, men de fleste af os kaldte hurtigt en aften og gik i seng for at få noget søvn.

På anden dagen gik ruten mod Atlasbjergenes foden. Vi kørte afsted som en gruppe hen over flere tørre ørkenveje, men landskabet begyndte langsomt at blive delvist mere frodigt med olivenplantager og små sukkulent-lignende planter langs vejen. Vi holdt et tidligt kaffestop, som jeg sandsynligvis aldrig vil glemme. En lille restaurant med udsigt over en fredfyldt opdæmmet sø, en bagende sol, godt selskab, kolde colaer og en kop kaffe som... ja, kaffen var der i hvert fald. Et stort zen-øjeblik for mig, siddende der på terrassen uden bekymringer og med stor glæde over at være lige der, lige nu. Kort efter stoppet mødte vi en flok kameler med turister på ryggen, og så var der ikke mere snak. Nu kom turens første regulære stigning på asfalt. Frokosten ventede på toppen af stigningen, og det blev annonceret, at vi ville samles der. Det var længe siden, jeg havde klatret, og jeg blev hurtigt mindet om alle de geniale og brutale ting ved at klatre et bjerg på cykel. Hvordan man finder rytmen, presser; presser; presser, den nøgne sandhed om kraft, når gruppen langsomt splittes ad på vej op, og jeg er "på egen hånd"; sveden, der brænder i mine øjne, kravet om at holde distraktioner ude, ignorere fluen, der sværmer omkring mit hoved, holde selvmedlidende tanker ude, presser; presser; presser, den opløftende følelse af at se kaffestop-søen blive mindre og mindre, mens jeg langsomt spiser højdemeterne og endelig ser den ligne en lille vandpyt dernede; overgive sig til omstændighederne, det går op, og det går langsomt; finde tålmodigheden, balancen, hvordan jeg zigzagger mod hver lille skyggeplet, der er på min vej; lettelsen på toppen over, at det er slut, og stoltheden ved at have slæbt mig hele vejen derop.
Jeg fandt mit eget tempo og kørte jævnt til toppen alene. På vej op blev jeg mødt af et par lokale, der kom brølende ned ad bjerget på deres overfyldte scootere, og af andre, der stod på deres marker og høstede noget, jeg ikke kunne forstå kunne vokse der. To meget fremmede verdener, der krydsede hinanden oppe på bjerget; første og tredje verdens udfordringer, side om side.

Efter at have fået serveret frokost på bjergsiden af vores kørende kok, bevægede vi os dybere ind i Atlasbjergene, og underlaget skiftede igen fra asfalt til stenet grus. Landskabet mindede mig om, at Star Wars blev optaget her, og jeg kunne nemt forestille mig Anakin Skywalker styrte frem bag en klippevæg. Vi havde endnu en stigning på menuen, og denne gang krævede det stenede underlag min fulde opmærksomhed. Vi sneg os i lange rækker op til dagens højeste punkt i 1400 meters højde, hvorefter vi kunne kigge ned i dalen til vores hotel, som lå i en paradisisk frodig oase og skulle huse os de næste to nætter.

På den tredje dag, som misvisende blev kaldt 'hviledagen', kunne man vælge, om man ville vandre eller cykle. Jeg valgte cykelturen og befandt mig meget hurtigt på en uoverskuelig lang stigning, der overraskede mig uforberedt. Det er længe siden, jeg har lidt så meget, og usikkerheden om, hvor længe stigningen ville vare, var især svær at håndtere for den indre kontrolfreak i mig. Men jeg kom op, flankeret af to fantastiske gutter, der hjalp med et godt tempo og som ikke led halvt så meget som mig. Jeg fandt senere ud af, at vi havde klatret lidt over 1000 meter på et ca. 16 km langt stræk, hvor de sidste kilometer var på en lille grusafstikker. En virkelig fed stigning, meget smuk, da den snoede sig gennem klippevæggene, med maksimal stigning på 18% og med hårnålesving i bedste Alpe d'Huez-stil, før vi kravlede op på det sidste stykke på grusvejen, hvor jeg havde et let bankende hjerte, der mindede mig om at læne mig lidt op ad bjergsiden og ikke kigge ned. Igen et gigantisk zen-øjeblik for mig, siddende i 2000 meters højde, spisende frokost i solen, i ro og mag, med bjergudsigt og med en masse søde gravel-folk omkring mig, som alle var lige begejstrede for, hvad vi lige havde været igennem.

Hjemme ved poolen blev der udvekslet historier fra de forskellige gruppers daglige eventyr, og dagen sluttede med middag og VM-fodbold i hotellets pejsestue.

Dronningeetapen kom hurtigere end forventet, og dermed sneg turens afslutning sig også langsomt ind på os. Vi vågnede med hønsene på den fjerde dag, og de fleste af os frøs lidt i de ret kølige nattetemperaturer, som stadig hang i dalen, da vi rullede ud kl. 8. Vi startede med en stille asfaltstigning, mens solen langsomt stod op over bjergene. Jeg skulle vågne langsomt og få kroppen i gang igen efter strabadserne på "hviledagen". Dagens største udfordring hed 'Outghal' og var en 18 km lang, bakket stigning, udelukkende på grus, hvor vi skulle vinde 725 højdemeter. Hele gruppen var igen samlet på cyklerne, og spændingen var høj mod Outghal. Højdeprofilen var blevet diskuteret igen og igen, hvilken energi der kunne være god at indtage (men ikke for meget) var blevet diskuteret, og mange spekulationer var blevet givet om taktikken for den bedste måde at nå toppen på. Selvom turen havde haft en minimal konkurrencepræget følelse hele vejen igennem, var der stadig lidt leg og ræs i den, da vi nåede bunden af 'Outghal'. Mine ben var gode, men små tegn på træthed var efterhånden dukket op. Især den noget træge puls antydede, at jeg ikke skulle følge nogen accelerationer for tidligt. Så jeg valgte den defensive Froome-taktik og lod de andre køre, da de forsøgte at følge med guiden og den letteste fyr i selskabet. Men stille og roligt genoplivede min dieselmotor også, og jeg lukkede langsomt hullet til mange fra morgenpausen, mens jeg spiste 'Outghal' bid for bid. Jeg mødte min partner in crime fra hviledagens stigning efter et stykke tid, og vi kørte sammen resten af vejen op. Jeg tror, vi begge blev motiveret af hinandens selskab, af det uudtalte fælles mål om at nå toppen sammen og af det særlige bånd, der dannes, når man har besteget et bjerg, mens man lider side om side og overvinder det sammen.

På toppen ventede igen en fantastisk frokost i det fri, denne gang helt omgivet af de mytiske Atlasbjerge. Dagen sluttede med en seriøst lang grusnedkørsel, hvor man i ca. 15 legende kilometer skulle holde hovedet koldt og lade sig surfe over gruset. Et kæmpe sus at slutte det hele af med. Vi gled ind i et par busser ved foden af bjerget og kørte tilbage til Marrakech, hvor jeg lige havde tid nok til at fare vild i medinaen og spise en dejlig middag med gruppen, inden jeg trak stikket på vores dejlige hotel og fløj hjem den næste morgen.

Fakta.

Etaper:

Dag 1: 47 km og 750 højdemeter

Dag 2: 66 km og 1470 højdemeter

Dag 3: 53 km og 1370 højdemeter

Dag 4: 73 km og 1650 højdemeter

Udstyr:

Jeg kørte på min Cannondale SuperX crosscykel med 42 mm velmønstrede Rhombus-dæk fra Specialized. Jeg manglede et par ekstra gear. En almindelig mountainbike-gearing ville have været en fordel.

Beklædning:

Vi var i Marokko i slutningen af november. Vejrforholdene kan variere, men vi havde 20-25 grader hver dag og høj sol. Om natten falder temperaturen, og løse ærmer, eventuelt ben, og en vest kan være en god idé om morgenen. Handsker er også en god idé - ujævne veje. Solbriller er selvfølgelig et must - fuld valuta for solens stråler dernede.

Tak til Running26

Fotokredit: Alexander Overby/Running26 og Cornelia Crone