Det er måneder siden, CCC's gode ven Anders forlod Danmark og drog sydpå for at begynde sit eventyr på European Divide Trail

Anders har undervejs taget noter om sine strabadser på de ufremkommelige veje gennem Portugal, ind i Spanien og Frankrig, som virker så fjernt fra de velforberedte grusveje omkring København

Anders har været så venlig at skrive et resumé og "Del 1" fra sin rejse til os, så læs bare videre og bliv inspireret til at køre mere off-road bikepacking

Ord af Anders:

Jeg har nu gennemført en tredjedel af European Divide Trail. Ankomsten til Valence i Rhône-dalen markerede afslutningen på den sydlige del af ruten, og hvilken oplevelse det har været. Den har ført mig fra Portugals utroligt udfordrende terræn med dets skiftevis sandede og stenede, men frem for alt smukke landskab, over den gamle smuglerrute ind i Spanien. Min far fulgte mig den første uge, og vi var begge forbløffede over landets barskhed, men også overraskede over alle de forladte minekomplekser, vi kom igennem. Nogle af dem stammer helt tilbage fra romertiden, men alle var fyldt med bunker af kemisk affald og slagge, der misfarvede alt nærliggende vand.

Manglen på vand er tydelig overalt, hvor jeg har været. I det sydlige Spanien var der bare intet. Alle de små bække og søer var tørret ud. Det er blevet bedre, jo længere nordpå jeg er kommet, men selv de store reservoirer er påvirket.

   Vi tog en omvej ned til Sevilla, hvor jeg sagde farvel til min far, som kun havde tid til at følge med indtil da. Til vores overraskelse ankom vi midt i de traditionelle påskeparader, så gaderne var fulde af velklædte mennesker, hvilket fik os til at føle os endnu mere som de mærkelige i vores svedige og beskidte lycra.

Fra Sevilla tog jeg videre østpå til den gamle by Córdoba for endnu en hviledag. Og for at nyde den gamle romerske og mauriske arkitektur, der stadig findes trods mange århundreders katolsk styre af byen. Dette var også de første dage alene, hvor jeg genfandt den uafhængighed, der er nødvendig for at påtage sig et sådant foretagende.

     Da jeg nærmede mig sierras i det østlige Spanien, blev landskabet ret monotont med oliventræer så langt øjet rakte. Ikke alene giver de en ret uinteressant udsigt efter et par dage, de gjorde heller intet for at køle det lokale miljø ned, derfor var det varmt. Ekstremt varmt. Jeg kunne ikke vente med at bestige Sierra de Carzola og nyde den kølighed, som de 1700 meters højde bød på. Og det skuffede ikke.

Efter en lang morgen med klatring for at nå plateauet blev jeg belønnet med en fantastisk udsigt. I disse højder er der næsten ingen vegetation. De få planter, der kan kalde dette barske sted hjem, er lige så hårdføre som de klipper, de vokser på. Det hele mindede mig så meget om det mongolske højland, at jeg halvt forventede at se en yurt hver gang, jeg drejede om et hjørne.

Herfra flader ruten lidt ud, da den løber langs nogle af Via Verdes med noget af det bedste grus hidtil. Via Verdes er gamle jernbanelinjer, der er blevet omdannet til cykelinfrastruktur. Selvom de ikke er særlig velholdte, udgør de stadig nogle sjove km at cykle, da stigningen aldrig overstiger 2,5%, da vejen tunnelerer gennem bakkerne i stedet for at gå over dem.
      Den største klinge på kassetten fik dog kun en kort pause, da der var nye bakker at erobre. Disse har vist sig at være de hårdeste hidtil, da det kun var et spørgsmål om, hvor meget af stigningerne der var på 10% eller mere, og hvor langt jeg skulle skubbe eller bære min cykel. Der er en grænse for, hvor mange gange jeg kan gøre det hver dag, derfor tog jeg fire dage fri til at hvile mig i Barcelona og passe på min cykel, som trængte hårdt til opmærksomhed.

Med hensyn til gear har jeg fundet ud af, at jeg har været alt for ambitiøs med gearingen. En 40:52 som mit 'redningsgear' har vist sig at være for hårdt til stigningerne på spanske landeveje. Jeg har lavet en masse ufrivillig tærskeltræning. Jeg har også overvejet at skifte noget af det udstyr, jeg har med, som min sovepose, og sende noget tøj hjem. Dette ville give mig mulighed for at slippe af med bagtaskerne og hjælpe meget på opkørslerne, regner jeg med.
     Desuden er intet vigtigt brudt endnu ('banker under bordet'). Bortset fra at skulle skifte tubeless væske og et slidt bagdæk, fungerer alt bare. Dette har været en behagelig overraskelse, da jeg har en tendens til at ødelægge dele, som Pogaçar ødelægger sine modstandere. Hvis jeg er heldig, vil alt fortsætte med at holde, når jeg krydser Jura i den kommende uge. (I dette øjeblik har Anders haft nogle mekaniske problemer - mere om det i et senere indlæg)

Efter at have fået nok af Barcelona havde jeg energien til at hoppe på cyklen igen og sætte kursen mod Pyrenæerne, hvor jeg glædede mig til at krydse ind i Frankrig. Der er noget magisk ved at krydse landegrænser på cykel. Det føles som en kæmpe præstation, især når det har taget en måned at komme fra et land til et andet, som det tog mig at komme gennem Spanien. Selvom selve grænsen ikke var noget særligt, kun markeret af nogle gamle fæstninger, en lille militærkirkegård og et skilt, der advarede om høj risiko for skovbrande.

Samme dag som jeg kom ind i Frankrig, gjorde en anden cyklist, der kørte European Divide Trail, Guilhem LaBûche. Guilhem er fra Lyon og plejede at køre mountainbike. Dette er ret tydeligt fra hans cykelhåndteringsevner. Han rejser også lettere end jeg, hvilket gør ham betydeligt hurtigere op ad bakke. Han har dog ikke en guldkæde! ;-)

Vi havde været i kontakt et par gange online før, men dette var første gang, vi havde mulighed for at cykle sammen. Så i Béziers mødtes vi og cyklede sammen, kæmpende mod den massive modvind, der har fortsat siden da. Lidt af et kedeligt forløb, da dette var første gang, ruten ramte noget ordentligt fladt terræn. Alligevel havde vi tre vidunderlige dage sammen med megen latter, kaffe, øl og opdagelser af mange mulige måder at spise peanutbutter på. Da han er fra Frankrig, ved han præcis, hvilke lokale fødevarer der er bedst til at give energi til en cykelturist, så kvaliteten af mine snacks er steget til skyerne. Han plejer også at være meget bedre til at holde sig i godt humør, når ruten førte os ud på nogle af de værste veje på turen hidtil, stejle og med sten på størrelse med babyhoveder strøet ud over dem. Vi havde fornøjelsen af at overnatte hos hans mor i Ardèche-regionen. Men i de kommende dage vil Guilhem afvige fra ruten for at tage hjem til Lyon for at hvile et par dage og mødes med sin kæreste. Det er overflødigt at sige, at på ture som denne er det altid svært at forlade nogen, når man lige har mødt dem, men denne gang var det særligt hårdt. Jeg har ikke tid til at følge ham til Lyon, da jeg er ret meget bagud i tidsplanen. Selvom jeg bliver nødt til at sætte tempoet op, håber jeg, at Guilhem snart indhenter mig igen, så vi kan cykle sammen igen. Indtil da er jeg alene igen.

Det er svært at holde trit med kalorieforbruget ved cykelrejser. Min madlavning er blevet mærkbart bedre med nye færdigheder som at stege konserveret fisk i dåsen. Pasta og ris er også faste gæster til middag.

Jeg fik en dobbeltpunktering af bagdækkets sidevæg. Ikke noget, et par propper ikke kunne reparere dog.

Byerne nord for Perpignan er spøgelsesbyer på denne årstid. Der er ingen turister til at fylde ferielejligheder, gader og strande, som står tomme. Brede strækninger af perfekt sand og den lejlighedsvise forladte vandpark er resultatet.

I del 2 vil Anders beskrive, hvordan han fortsatte gennem Tyskland, Danmark, Sverige, Finland og endte helt oppe nordpå i Norge. 

Vi hos CCC takker dig for at dele dette med os og inspirere os og (forhåbentlig) andre til at pakke taskerne og komme afsted

Bedste hilsner

CCC